Solskinsrejser

Guide til Singapore

Med SAS’s sommerlukning af ruten mellem København og Bangkok har et nyt og spændende samarbejde samtidigt taget sin begyndelse mellem SAS og Singapore Airlines. Fra marts kan flypassager til Asien glæde sig over ikke mindre end 5 ugentlige afgange mellem København og Singapore.

Mange kombinerer allerede i dag et flyskift i Singapore med nogle spændende stopover dage i vel nok Asiens mest alsidige storby. Denne artikel har vi valgt at dele op i to, hvor første del giver en kort introduktion til Singapore. Her finder du vores guide til alt det praktiske som, hvor i byen du skal slå dig ned, hvordan du kommer rundt og et par sparetips til vel nok Asiens dyreste destination. I anden del går vi tæt på, hvad du kan forvente dig af den brede vifte af oplevelser i Singapore.

Hvorfor lave et stopover i Singapore og hvor lang tid skal du bruge på det?

Selvom Singapore kun har et samlet areal på kun 710 km2 (hvilket svarer nogenlunde til vores hjemmelige Bornholm) kan du sagtens fylde 2 til 3 dage med en farverig pakette af oplevelser. Det meste af din tid bør du bruge i det centrale Singapore for at opleve de mange etniske bykvarterer, nogle af Asiens bedste museer og gøre brug af de gode indkøbsmuligheder.

Er du til temaparker, må du heller ikke gå glib af Sentosa Island, som ligger kun 10 minutter fra centrum og er hjemsted for både smukke strande og en bred vifte af forlystelser – med Universal Studios som det seneste skud på stammen. Udenfor byen venter en masse naturoplevelser, bl.a. en af verdens eneste regnskove, der ligger i forbindelse med en storby, Bukit Timah Nature Reserve. Øen Pulau Ubin i grænselandet mellem Malaysia og Singapore er en anden natur perle, hvor lokal befolkningen (believe it or not) stadig bor i simple træhuse og får deres strøm fra små generatorer.

Udenfor byen finder du også en af verdens bedste zoologiske haver – som kan besøges både om dagen og om aftenen. Tilsæt hertil det singaporske køkken, som er vel nok Asiens mest vidtfavnende køkken, der blander indisk, kinesisk og malaj retter.

Gør Singapore nemt og billigt

Som Asiens økonomiske frontløber hører Singapore som før nævnt desværre ikke til de billigste steder i Asien at besøge. Hvis du regner med at dine samlede rejseudgifter i Singapore vil forløbe sig nogenlunde som priserne i Danmark, vil du ikke være helt galt på den. Vi har her samlet en lille guide for at gøre Singapore nemt og billigt og som dækker over alt fra “sjove” toldregler til transport, hvor du skal bo i byen og hvordan du sparer penge på Singapores attraktioner.

  • Visum: Danske statsborgere får 90 dages opholdstilladelse ved indrejse til Singapore. Du skal altså ikke ansøge om visum som turist.
  • Toldregler: Hvis du er ryger skal du være opmærksom på, at det ikke er tilladt at indføre mere end 1 pakke (20 stk. cigaretter) til Singapore. Har du flere cigaretter med end det, kan du deponerer resten i lufthavnen. Du kan læse mere om toldreglerne på Singapore told myndighederne.
  • Transport fra/til lufthavnen: Fra kl. 05.30 til 23.00 kan du tage et MRT tog mellem lufthavnen og byen der koster omkring 3 SGD (12 DKR) . Taxaer koster omkring 25 SGD (115 DKR).
  • Bykort: Udleveres gratis ved de fleste gæstehuse/hoteller. Ellers kan de erhverves ved Singapores turistkontorer.

Hvor skal du bo?

Som i Thailand anbefaler vi at booke hotelovernatninger gennem vores samarbejdspartner Hotels.com, hvor du kan spare op til 70 % på dine hotel bookninger og samtidigt får pris garanti – hvilket betyder du ikke finder hotel overnatningerne billigere. I Singapore har hotels.com samarbejde med over 200 forskellige hoteller over hele øen.

Da det er utroligt nemt at komme rundt i Singapore, har det ikke den store betydning transportmæssigt, hvor du slår dig ned i byen. Alligevel er Singapore opdelt i områder med dyre og billige hoteller.

Områder med dyre hoteller

Singapore har nogle af de bedste hoteller i Asien med alle tænkelige finesser. Dyre hotel områder i Singapore omfatter langs og omkring Orchard Road og Koloni Distriktet (på kortet kaldet Riverside), her starter overnatningsprisen typisk fra omkring 1000 kr. Orchard Road bliver betragtet som Asiens shopping Mekka hvor du i kilometervis af indkøbscentre finder butikker med alt fra billige T-Shirts til anerkendte kvalitetsmærker indenfor stort set alle produkter.

Koloni Distriktet er en blanding af smukke hvide koloni bygninger, der i mange tilfælde er omdannet til nogle af Asiens bedste museer, gode indkøbsmuligheder og et fint restaurant/natteliv langs Singapore River.

Områder med mellemklasse hoteller

Hoteller i mellemklasse niveau findes i Chinatown og Kampong Glam (malaj bykvarteret) med priser fra omkring 600 kr. Chinatown er efter min mening en smule kedeligt – flere byfornyelser med dertil stigende huspriser – har betydet, at en stor del af de lokale har måtte flytte væk for at gøre plads til restauranter, modebutikker og kontorer og den slags – men heldigvis findes der stadig et kinesisk islæt over bykvarteret.

Kampong Glam er mere charmerende og hvis du du ellers kan holde “larmen” ud fra Singapore største moske, vil du bo i et utroligt hyggeligt område af byen uden megen trafik, men med mange små butikker, cafeer og restauranter.

Områder med billige hoteller

De billigste hoteller findes i Little India hvor priserne starter fra omkring 120 kr. per overnatning for gæstehuse. Little India er en meget atypisk del af Singapore, hvor du på alle måder vil få den indiske kultur helt ind på kroppen med Singapores store import af arbejdskraft fra Indien og Pakistan m.v. Her er farverige facader, karry dufte og de sidste nye Bollywood film en fast del af hverdagen.

Det er ikke billigere at bo udenfor byen – skulle du alligevel have lyst til at bo udenfor centrum bør du vide at Geylang betragtes som “redlight district”, hvilket foregår ret åbenlyst – så altså ikke det bedste sted hvis du rejser med børn.

Sådan kommer du rundt i Singapore

Den billigste og mange gange også den hurtigste måde at komme rundt i Singapore på, er med undergrundstoget MRT. Der findes 4 forskellige linjer og med utallige stationer overalt på øen, kan du altid finde en station tæt på, hvor du skal hen. Du kan få et samlet overblik over busser og MRT ruter på Singapores offentlige transport internetside SMRT.

Når du skal rundt, kan du købe enkeltbilletter til både busser og undergrundstog – hvilket dog er lidt besværligt – dels kan buschauffører ikke give penge tilbage og rejser du med MRT toget, skal du efter hver rejse returnere billetterne i billetautomaterne for at få 1 SGD depositum retur. Nemmere og en smule billigere per tur er det at købe et EZ-Link kort, som kan bruges til alt offentligt transport – de koster 15 SGD, hvoraf du kan køre for 10 SGD mens 5 SGD betragtes som depositum.

EZ Link kort kan købes på alle MRT stationerne og du kan senere fylde op med nye penge på kortet. Rejser du på EZ Link kort skal du blot huske at “bibbe” ind og ud specielt med busserne. En anden mulighed er at købe et Turistpas, hvilket giver “gratis” adgang til de offentlige transport midler med kortene gældende fra 1 til 3 dage. Men med priser der varierer fra 10 SGD til 20 SGD plus et depositum af 10 SGD vil det for de fleste rejsende ikke kunne svare sig – så skal du virkeligt køre meget i busser og tog!

Spar penge på entre billetter til Singapores attraktioner

Du kan spare mange penge hvis du køber “oplevelsespas” til Singapore attraktioner. Der findes oplevelsespas til både temaparken Sentosa Island og de mest populære museer i Singapore.

Det 3 dages museumspas er den bedste måde at opleve Singapores flotte museer på – et must! Det koster 20 SGD for 1 person og 50 SGD for et “familiepas” som er gældende for grupper op til 5 personer.  Entrepriserne vil ellers på mange af museerne forløbe sig til omkring 10 SGD for almindelige billetter, så pengene er hurtigt tjent ind. Passet er gældende til 6 museer, nemlig National Museum, Asian Civilisations Museum, Singapore Art Museum, The Peranakan Museun, Singapore Philatelic Museum og Reflections at Bukit Chandu, hvoraf 5 af muserne ligger indenfor kort gåafstand i Koloni Distriktet. Passet kan købes ved indgangen til museerne  – der bliver ikke skiltet med det gode tilbud, så du skal selv spørge direkte efter passet ved museernes billetsalg.

Med Sentosa Play Pass kan du spare op til 70% af entrepriserne. Der er lavet forskellige pas bl.a. “Day Play Pass”, “Noon Play Pass”, “2 Day Pass” og “Evening Play Pass” der dækker forskellige attraktioner som vil blive alt for omfattende at omtale her – men følger du linket kan du se de mange muligheder. Passet kan bl.a. købes i indkøbscenteret Vivo City, hvorfra der går toge til øen, men også på selve Sentosa.

Hvor spiser du?

Singaporianerne elsker mad! – og da de fleste spiser ude, finder du næsten en restaurant på hvert et gadehjørne i alle prisklasser. Men uden tvivl er de såkaldte “Food Courts” de mest populære spisesteder. Disse består typisk af 50 til 100 forskellige små madboder, som hver især har specialiseret sig i nogle få retter fra det malajsiske, kinesiske eller indiske køkken – tilmed er nogen af retterne blandet sammen på en special Singapore maner. Du finder Food Courts over hele byen og flere indkøbscentre har også lavet mini formater. For ganske få penge (omkring 10 SGD) per måltid kan alle være med og det er virkeligt sjovt at have et så stort udbud af alle de herlige retter.

Hvor skal du starte – og baggrunden for oplevelserne i den indre by

Ganske klart bør du bruge det meste af din tid i Singapore på at opleve byens etniske bykvarterer, for en by med så mange forskellige kulturelle og dagsrytmer er ganske unik for en asiatisk storby.

Singapore var blot en lille fiskeriby, da Sir Thomas Stamford Raffles i 1819 underskriver et dokument med den lokale sultan om at gøre Singapore til en engelsk handelsstation mellem Indien og Kina. For Raffles stod det fra starten lysende klart, at Singapore ville blive en af Englands førerende handelsstationer og med en skattefri handelspolitik varede det ikke længe før folk fra hele Asien strømmede til Singapore for at etablere virksomhed eller finde arbejde.

En god byplanlægning var nødvendig for at gøre Singapore så effektiv som muligt og byen blev opdelt i etniske bykvarterer, der nøje var organiseret ned til mindste detalje – selv bredden på fortorvene blev fra starten bestemt – de såkaldte “5 feet walkways”. Således opstod etniske bykvarterer som et kinesisk, et engelsk (administrerende), et arabisk og et malaj og senere kom også et Little India til. Selvom vi med hastige skridt nærmer os 200 året for denne inddeling af byen er de kulturelle forskelle tydeligt at mærke efterhånden, du kommer rundt i byen.

Sådan kommer du rundt mellem de etnisk bykvarterer

Med samme MRT linje (North-East Line) kan du besøge 3 af de etniske bykvarterer nemlig Little India, Koloni Distriktet (MRT stationen Clarke Quay – gå langs floden i ca. 10 minutter til udmundingen af floden for at opleve den mest charmerende del af Koloni Distriktet) og Chinatown. Fra Little India er det kun en gåtur på 10 – 15 minutter til malaj bykvarteret Kampong Glam som du evt. kan kombinerer med et af Singapores mest travle markeder Bugi Street med over 700 boder.

Her kan du købe billige T-Shirts, plastik ure og et stort udbud af slik og mad. På denne gåtur vil du også komme forbi det arabiske bykvarterer langs Arab Street med adskellige butikker med modestoffer. Hvis ikke du vil gå fra Little India kan du med MRT linjen (East-West Line) stå af ved stationen Bugis for at opleve Kampong Glam.

Little India

Indiske dufte og farver omfavner dig overalt i Little India – blå, gule og grønne butiksfacader side om side. Hovedgaden Serangoon Road “slanger” sig gennem Little India hvor plakater stolpe op og stolpe ned fortæller om indiske foredrag og koncerter.

I de små sidegader, der udgår fra Serangoon Road, finder du meget af bykvarterets charme – specielt de gader der ligger tættest på Bukit Timah og Sungai Road, som er de mest befolkede. Her bliver du mødt af kvinder i smukke saris og store elegante guldsmykker. Butikker med spandevis af friske krydderier, små sammenflækkede boder med blomsterkranse og fine indrammede billeder af Indiens samlede guru skare.

Ja, Indien er aldrig langt væk i Singapore og som turist kan du måske undre dig over, hvordan der holdes liv i så mange aktiviteter. Svaret skal findes i Singapores store import af arbejdskraft fra Indien, Pakistan og Bangladesh til bygge -og anlægssektoren.

Det skal du opleve i Little India

Hindu templet Sri Veeramakaliamman templet ligger et stykke op af Serangoon Road og er et af Singapores farverigste templer. Templet er tilegnet guden Kali, en slags dødens gud – som derfor ofte bliver misforstået af vestlige. Hinduerne derimod betragter Kali som god, eftersom der med død kommer nyt liv.

Indenfor templets mure er præsterne kun iklædt hvide saronger og når der kommer gæster for at bede, bliver lange knive trukket frem for at slå hul på kokosnødder. Specielt oplevelsesrigt er templet i weekenderne hvor det er tæt pakket af indere i alle aldre. O.B.S. Sri Veeramakaliamman har nogle lidt sjove åbningstider, nemlig fra kl. 08.00 til 12.30 og 16.00 til 20.30.

Koloni Distriktet

Ved indsejlingen til Singapore River findes kolonitidens administrerende kvarterer, som i dagens Singapore er en god blanding af både moderne indkøbscentre, hoteller og smukke koloni bygninger. En del af datidens traditioner holdes stadig i hævd – f.eks. rugby på Padang Plænen. I det hele taget præger en engelsk atmosfære i bykvarteret – specielt med de mange gamle bygninger  i området ved floden bag Asian Civilisation Museum.

I sig selv er det ret underholdende at gå rundt i kvarteret og finde små brudstykker af historie, som f.eks. den lille elefantstatue for enden af Padang Planen, som blev skænket af den thailandske kong Chulalongkorn i slutningen af 1800-tallet. Eller en mindesten om en tapper sømand i St. Andrew Cathedral, som fik sit endeligt med en druknedød i det kinesiske hav.

Det skal du opleve i Koloni Distriktet

Koloni Distriktet har et stort udbud af rigtige gode museer. Husk at du kan spare mange penge på entrebilletter ved at købe et 3 dages museumpas. Mine favoritter er Asian Civilisation Museum der tager udgangspunkt i 5000 års asiatisk historie for at finde en fællesnævner for de asiatiske kulturer. Museet giver en rigtig god forståelse for Asien og næsten året rundt har Asian Civilisation Museum specialudstillinger som f.eks. historien bag terrakottakrigerne i Kina – og her i februar 2013 er emnet buddhismen i Thailand.

Hver dag kl. 14.00 har museet rundvisninger på engelsk. Singapore National Museum er et andet rigtigt godt museum – og Singapores største. Her bliver historien om Singapore gennemgået og du får desuden en god indsigt i de primære kulturer som findes i Singapore. Med museets smarte MP4 afspillere kommer du tæt på at opleve historien på tætteste hold, i både med- og modgangs tider fra de folk, som selv har gennemlevet tiderne.

Andre museer omfatter The Battle Box (anden verdenskrig) på Fort Cannnig Hill, en bakke med en dejlig udsigt over Singapore River. For foden af Fort Canning Hill holder det lille brandværksmuseum CD Heritage Gallery til. Singapore Philatelic Museum er et andet meget lille museum og ikke så interessant, hvis frimærker ikke har din store interesse. Ikke lang fra frimærke museet findes Peranakan Museum som omhandler de særegnede kulturer der opstod fra blandede ægteskaber – hovedsagligt kinesiske og Malaj. Singapore Art Museum har en af de største samlinger af asiatisk kunst og holder til i en utrolig smuk bygning, der i kolonitiden fungerede som skole.

Raffles Hotel er et “must” og selvfølgelig med et stop i Long Bar for at få den obligatoriske Singapore Sling, der første gang så dagens lys her. Raffles Hotel blev opført i 1887 og var det første hotel af mange, som de berømte brødre Sarkier opførte i Asien. Andre kendte Sarkier hoteller omfatter Eastern & Oriental Hotel i Malaysia og Strand Hotel i Myanmar.

Mange anekdoter tilknytter sig naturligvis sig til et hotel med en så lang historie og det siges bl.a. at den sidste Singapore tiger blev skudt indenfor hotellets mure. Berømtheder som Charles Chaplin, Rudyard Kipling og Michael Jackson har desuden overnattet her. På tredje salen findes et ganske fint lille museum, hvor du kan følge hotellets levende historie gennem tiderne.

Nogle smukke kirker findes som sagt også i Koloni Distriktet og lige overfor Raffles Hotel findes det tidligere omsorgshjem for piger/kirke Chijmes der i dag til dels er omdannet til et godt spisested. Før omtalte St. Andrew Cathedral findes ved siden af Padang Plænen og er både den største og smukkeste kirke.

Et andet godt spisested i Koloni Distriktet med et kæmpe udbud af restauranter er ved de gamle pakhuse langs Singapore River som går under navnet Clarke og Boat Quay.

Kampong Glam

Kampong Glam er bykvarteret for Singapores oprindelige malaj folk. Et lille, men utroligt hyggeligt bykvarterer med mange små gyder og stræder. Som midtpunkt i kvarteret ligger Singapores største moske, Sultans Mosque, med plads til ikke færre end 5000 bedende.

Mange af Kampong Glams aktiviteter finder da også sted i forbindelse med aktiviteterne i moskeen. Dagen lang ankommer pilgrimme fra hele den muslimske verden, hvilket kvarterets restauranter og butikker også afspejler; Cafeer med vandpipe rygning, muslimske boghandlere, butikker hvor du kan sammensætte dine egen alkoholfri parfymer, lækre malaj køkkener og indiske kødfyldte murtabak pandekager. Som nabo til moskeen finder du paladset for Singapores sidste sultan med en dejlig have.

Det skal du opleve i Kampong Glam

Sultans sidste palads er i dag omdannet til Malay Heritage Centre. Her kommer du bag malaj kulturen. Men også giver museet også den spændende historie om, hvordan Sir Thomas Stamford Raffles på snu vis udnyttede magtkampen mellem to brødre om, hvem der skulle arve sultandømmet efter deres far således, at Singapore kunne gøres til en engelsk handelsstation.

Sidst men ikke mindst kommer museet også bag historien om Kampong Glam, der “kogte over” en gang om året i tidligere tider, når de årlige pilgrimsrejser til Mekka skulle tage sted. For Beach Road bag Kampong Glam var nemlig i gamle dage en havnemole, hvorfra færgerne mod Mekka havde deres afgang.

Chinatown

Chinatown har mistet meget af sin oprindelige atmosfære efter flere byfornyelser, hvor en stor del af kvarterets lokale beboere har måtte flytte ud af området for at give plads til indkøbscentre, kontorer og restauranter. Alligevel er det dog sjovt at gå rundt i gaderne for at opleve den kinesiske kultur. Chinatown er nemlig stadig det sted i byen, hvor mange med kinesisk etnisk oprindelse kommer for at handle og besøge templer m.v.

Det skal du opleve i Chinatown

Chinatown Heritage Centre er et godt udgangspunkt for at få en god forståelse for de utrolige hårde vilkår de fleste kinesere, der kom til Singapore, levede under i tidligere tider. Museets udstillinger gengiver butikker og værelser i bykvarterets historie og du bliver slynget tilbage til tider, hvor pladsen var så trang, at soveværelser måtte deles mellem dags og natte sovende.Kvinder, der uden et valg, var tvunget til at arbejde i kvarterets mange bodeller og uhyggelige opiumshuler. Helt sikkert vil du efter besøget værdsætte, at Chinatown har fået et mere moderne tilsnit.

Ved siden af Pagoda Street ligger det langt mindre hektiske Mosque Street. Denne gade har flere sjove butikker bl.a. en kinesisk bager med de populære moonkager, en te grossist  og en begravelsesforretning med papirmodeller af alverdens jordisk gods – tilmed har jeg set Carlsberg øl dåser! De buddhistiske kinesere har nemlig den overbevisning, at de kan få deres matrielle goder med sig over i den “anden verden” hvis papirmodeller bliver afbrændt ved ligbrændingen.

Talok Ayer Street er en anden sjov gade at besøge. Denne var i tidligere tider havnemole og derfor finder du i gaden tidligere kongsi-foreninger (en slags fagforeninger som sørgede for arbejde) og flere templer – bl.a. det store og flotte Thian Hock Keng der er sammensat uden et eneste søm!

Følg de små gader op til Singapores største food court Maxwell med omkring 200 forskellige madboder – så velbekomme! Yixingxuan Teahouse ligger kun et stenkast herfra og byder på daglige kurser, hvor du af små dukke kopper kan lære kunsten at nyde kinesisk te til fulde. Slut besøget af i Chinatown af med at stikke hovedet indenfor i en af de mange kinesiske urteapoteker langs New Bridge Road som sælger alt fra rødder til hjortegevir og tørrede søheste.

Orchard Road/Singapore Botanic Gardens

Orchard Road er den moderne del af byen. Gaden består primært af indkøbscentre og hoteller – og bør besøges også selv om du ikke har planer om de store indkøb – i det mindste for at se kontrasterne til de etniske bykvarterer. Kun 10 minutters spadsertur fra Orchard Road ligger Singapore Botanic Gardens der er en ikke mindre end 74 hektar flot velplejet have. Haven er opdelt med søer, vandfald og parkområder med f.eks. bonzai træer, urtehave, palmelunde – selv en 6 hektar stor regnskov. I midten af haven finder du verdens største orkidepark.

Udenfor Singapore by

Sentosa Island er Singapores største tema park med et stort udvalg af forlystelser – det hele er menneskeskabt og selv det smukke hvide sand på strandene er importeret. Jeg selv er ikke den store tema park fan, men Sentosa har i hvert fald attraktioner for hele familien f.eks.; golfbaner, Butterfly & Insect Kingdom, Underwater World og det tidligere engelske fort – Fort Siloso. Tag et kig på Sentosa Islands internetside for at se det store udbud, og husk at du kan spare en del penge ved at købe et oplevelsespas.

Singapore Zoo betragtes som værerende en af verdens bedste zoologiske haver og haven ligger i forbindelse med regnskoven. I Singapore Zoo kan du bl.a. opleve dyr som elefanter, tigere og deres speciale hvor du kan spise morgenmad sammen med orangutanger. På Singapore Zoo internetside kan du læse om fodretider og hvordan du kan komme rundt i haven. Som nabo til Singapore Zoo holder Singapore Night Safari til, hvor du i dagens sidste timer fra kl. 19.30 til midnat kan få den meget specielle oplevelse at opleve dyr som løver, leoparder og flyvende egern inden sove tid.

Bukit Timah Nature Reserve

Kun to steder i verden finder du regnskov i forbindelse med en storby, nemlig Rio de Janeiro og i Singapore. Bukit Timah Nature Reserve ligger 12 km. udenfor byen og hvis du hopper på bus 170 fra Bukit Timah Road i Little India kører den næsten lige til “døren”. Området, regnskoven ligger i, er meget bakket – og med sine 163 meter over havets overflade (faktisk det højeste sted i Singapore) anbefaler jeg at tage godt fodtøj på.

Husk også at have en flaske vand med i tasken! Junglen er aldrig på nogen måde blevet rørt af mennesker – ud over de 5 vandrestier og 1 cykelsti. Du kan få et kort over stierne i velkomst centeret ved indgangen til Bukit Timah Nature Reserve. I den 1.64 km2 store regnskov findes flere arter af træer end du finder i hele Nordamerika og ikke mindre end 840 forskellige arter af planter. Stierne er let at følge. Hovedstien til toppen af junglen er asfalteret, mens de andre mindre stier er gode jordstier.

Der er typisk ret mange mennesker på hovedstien, specielt i weekenderne og chancerne for at opleve dyr er derfor større hvis du følger de mindre stier – jeg har set aber, egern og skildpadder i og omkring parken. Udsigten fra toppen er desværre ikke meget at skrive hjem om, da mange store og høje træer skygger for udsigten.

Pulau Ubun/Changri Museum

Du kan få en dejlig dag til at gå med at besøge Pulau Ubin. Øen, der ligger i Johore Strædet mellem Singapore hoved ø og Malaysia har stort set ikke forandret sig gennem tiderne og her lever lokal befolkning et (tilsyneladende) afslappende meget simpelt liv i træhuse med hverken direkte adgang til el eller vand – hvilket betyder at de må ty sig til små generatorer og brønde. På vejen fra Singapore by kan du med fordel aflægge det gode museum Changri Museum et besøg.

Museet er tilegnet P.O.W. fangerne i anden verdenskrig, hvor tegninger og personlige ejendele giver et lidt uhyggeligt billede af det svære P.O.W. liv. -Tag blot bus nr. 2 fra MRT stationen Tanah Merah og stå af ved museet, herefter kan du forsætte med samme bus til endestationen Changri, hvorfra færgerne til Pulau Ubin sejler. Sejladsen til Pulau Ubin tager omkring 10 – 15 minutter og ved havnemolen i Pulau Ubin kan du få udleveret et fint kort over øen i den lille turistinformation. Havnebyen er desuden også Pulau Ubins hovedby og byder på flere fiskeri restauranter og mulighed for at leje cykler til rimelige priser.

De fleste lokale på øen ernærer sig som fiskere eller landmænd, hvilket landskabet bærer præg af og langs vejene gror gigantiske bambus og frugter som durian, rambutan og jackfruit.Nogle smukke store kratere fra øens fortid, hvor der blev udvindet granit, kan også opleves, men desværre er mange indhegnet. På modsatte side af øen ligger desuden et thailandsk tempel, hvor munkene er glade for besøg.

Nej tak - jeg vil ikke deltage