Solskinsrejser

Backpacker Guide – Transport

Generelt om Transport i Thailand

Der er ofte rift om pladserne med Thailands offentlige transportmidler – både busser og tog – og derfor gælder det om at være i så god tid som muligt med at forudbestille plads, specielt til  rejser over de længere distancer.

Tog

Plads og bestilling af billetter

De thailandske tog er en meget populær rejseform, både blandt lokale thailændere og vestlige rejsende. Her på thailandguiden er togrejserne klart vores foretrukne rejseform, da du har mulighed for at bevæge dig rundt og generelt har langt større pladsfrihed omkring dig end på busser.

Som før omtalt er det vigtigt at du i så god tid som muligt bestiller plads. Er du i Thailand kan du gøre det på banegårdene, men faktisk kan du allerede hjemmefra bestille plads over nettet for op til 4 personer (tidligst 60 dage før afgang), hvilket kan gøres på denne internet adresse: http://www.thairailticket.com/esrt/Default.aspx?language=1

Det thailandske tognet dækker næsten hele landet – og det er stort set kun ved den thailandske østkyst, området langs den burmesiske grænse og destinationerne omkring Andeman havet (Phuket området) at der endnu ikke er togstrækninger. Det betyder dog ikke at du ikke kan benytte dig af toget hvis du f.eks. ønsker at rejse fra Bangkok til Phuket – her har statsbanerne den mulighed at du tager toget til Surat Thani og herfra sørger de for busser til Phuket.

De thailandske statsbaners 20 dages rejsepas

Har du tanker om både at besøge det nordlige og sydlige Thailand, eller måske blot rejse rundt i landet kan det hurtigt betale sig at investere i de thailandske statsbaners 20 dages rejsepas. Med det i hånden kan du rejse rundt i Thailand indenfor 20 dage ligeså tosset, som du lyster.

Der findes to typer af rejsepasset og de koster henholdsvis ca. 250 kr. for type A – og 500 kr. for type B. Forskellen mellem de to pas er at du for pas A skal betale et ekstra tillæg hvis du ønsker at rejse med et eksprestog eller har tanker om at få en sengeplads blandt de såkaldte “Second Class Sleeper” om natten (læs mere om denne billet type nedenfor). For type B er der ingen tillæg. Rejser du med børn kan du erhverve børnepas til halv pris.

Hvordan er komforten ombord på togene?

De thailandske tog kan minde en smule om vores tog i Danmark for 20 – 30 år siden. Ofte finder man to stole overfor hinanden med et lille bord imellem. Servicen er dog langt bedre end hvad DSB nogensinde har tilbudt – specielt på de lange distancer – her har togene både fine spisevogne med egne kokke og tjenere og tilmed er der mulighed for at bestille morgenmad til sin siddeplads.

Undervejs er der desuden ved hver station rig mulighed for at købe både mad og snaks af folk der kommer ind i toget. Hvis du har planer om at rejse over en længere distance, kan vi anbefale dig at købe dig en “Second Class Sleeper” billet. Det fungerer på den måde at når det er sengetid bliver din siddeplads omdannet til senge og mandskabet redder op med helt frisk sengetøj. Der er desuden sikkerhedsvagter der går rundt i gangene for at sikre mod tyveri mens du sover. Ved morgentid bliver hele molevitten omdannet igen og du er nu udhvilet og klar til en ny dag på en ny destination. På første klasse deler du en lukket kupé med en anden rejsende.

De statslige busser

Mellem de største af Thailands byer findes ruter med de offentlige busser. Busserne kan kendes på den blå stribe langs bussen. Der findes to typer af busser, de “almindelige” og V.I.P. busserne.

De “almindelige” busser

De “almindelige” busser bliver ofte brugt til distancer der ikke ligger længere end et par timer eller tre kørsel væk fra hinanden. Sæderne i bussen tæller oftest omkring 50 stk. og busserne kan minde en smule om vores landlige busser i Danmark – dog ikke nær så moderne og flotte.

V.I.P. busser

V.I.P. busserne bruges til de lange distancer – og her er komforten i top hvis du ellers kan lide at køre i bus. Sæderne i bussen er brede sæder, der kan minde om flysæder og som du kan vippe ret langt ned. Desuden er der videofilm – ofte ret larmende karate film på thai 🙂 og aircondition.

Tilmed har mange af busserne egne stewardesser, der udleverer små bokse med kage og vand og tæpper. Det er mest almindeligt at V.I.P. busserne har afgang om aftenen og kører natten igennem for at du kan vågne op ved den nye destination om morgenen.

De statslige busser fra Bangkok

I Bangkok er der tre forskellige busstationer for de offentlige busser. Den østlige busstation Ekamai finder du på Sukhumvit Road Soi (sidegade) 42. Både den nordlige busstation Mo Chit 2 og den sydlige busstation Chimpli ligger pænt udenfor centrum. Den nordlige busstation, finder du ikke langt fra weekend markedet, mens den sydlige busstation holder til på Thonburi siden af Chao Phraya floden.

Rejsebureau – gæstehus busser

En del af de små rejsebureauer og gæstehuse i Thailand indgår samarbejde omkring transport. Busserne der benyttes er ofte de små rugbrødsbusser og pladsen kan være trang ombord. Til gengæld tilbydes ofte de mest populære rejse destinationer og det er jo dejligt nemt, når du bliver afhentet ved dit gæstehus – og dermed slipper for at storke byen rundt efter billetter med en tung rygsæk på ryggen.

Songtaew busser

Songtaew busser bruges ofte i de små byer til korte afstande. For det meste ikke mere end 30 minutters kørsel. Det er ladbiler omdannet med to lange sæder på bagsmækken.

“Low – Fare” Flyselskaber

Indenfor de sidste par årtier er der kommet en del “Low – Fare” flyselskaber i Thailand. Du kan være ganske rolig for din sikkerhed – og det er værd at tjekke internet siderne  for flyselskaberne inden du reserverer plads til tog eller bus – til tider kan du få nogle ganske billige billetter.