Khao Yai National Park er Thailands ældste såvel som største nationalpark og ligger blot 4 til 5 timers kørsel fra Bangkok i grænselandet mellem det centrale og nordøstlige Thailand.
Af snørklede veje, hvor det ene sving følger det andet, har vi den sidste times tid kørt for at nå frem til hjertet af en af de me uberørte regnskove i Asien. Men chaufføren må med ét opgive den videre færd frem. En flere meter lang slange, der har en tykkelse, der svarer til en voksen mands arm, bevæger sig langsomt over vejen. Da vi alle stiger ud af bussen for at se nærmere på vidunderet, ligger regnskoven i en tæt dyne omkring, hvor junglelydende pibler ud fra den tætte vegetation i en skøn blanding fra aber, fugle og insekter – for enden af vejen ses de smukke bjergtoppe så langt øjet rækker.
Hvad er Khao Yai National Park?
Khao Yai blev allerede i 1962 erklæret national park og betegnes i dag som en af Asiens mest intakte regnskove. At naturoplevelserne i det 2.168 km2 store område, som parken omfatter, er i en klasse for sig selv, vidner parkens optagelse på bl.a. UNESCOs liste over verdens naturarv om. Da Khao Yai National Park ligger i mellem 250 meter og 1.351 meters højde over havets overflade – består parken faktisk af 5 forskellige skove, hvor dyreliv og vegetation er præget af højdeforskellen. ¨
Khao Yai National Park har et af Thailands mest omfattende “samlinger” af dyreliv. I parken kan du opleve 70 arter af pattedyr såsom bjørne, aber, elefanter, leoparder, tigre, desmerdyr og vildsvin. Desuden er Khao Yai National Park et yndet mål for fugleelskere, da mere end 300 arter af fugle har sin hjembase i parken.
Floraen i Khao Yai National Park er talt til over 2000 arter, hvor omkring 86 procent af parkens flora befinder sig i en højde i op til 900 meter. Du kan tydeligt se forskel mellem de forskellige niveauer – fra sletter med græs til områder med tæt jungle hvor lianerne hænger ned fra gigant træer.
I midten af Khao Yai National Park har “park – ranger” kontoret hjemsted. Herfra er det muligt at bestille overnatninger, hyre en trekkingguide eller raftingtur – eller hvis du har mod på egen hånd – kan du her få udleveret et kort over parkens forskellige trekkingstier – men det tilrådes at hyre en guide, da det er nemt at fare vild i den frodige natur. Et lille oplysende museum, forklarer om naturen i parken ligger også i forbindelse med kontoret.
På nat safari
Efter afslappende timer på madrassen på vores hotel har mørket lagt sig over junglen og med bus er vi nu på vej ud for at opleve nattens dyr – vores håb om at opleve nogle af de omkring 300 vilde elefanter der lever i Khao Yai kræver kun omkring en halv times kørsel. I en gruppe bevæger sig en flok af 5 til 10 elefanter sig langsomt afsted langs den asfalterede vej, vi kører på.
Uden at komme for tæt på – for elefanter kan være livsfarlige – kan vi betragte de store dyr fra omkring 40 meters afstand inde fra bilen. Senere er vi også ude at vandre i junglen – hvor junglens egen “stilhed” i mørket giver en helt speciel stemning – insekterne sværmer omkring os fra ildfluer til myg – og selvom vores gruppe er 8 personer stor – kan man alligevel ikke lade være med hele tiden at kigge ned for at se, om der mon skulle være en slange eller krybdyr af farlig karakter. Utallige grupper af vildsvinefamilier sover trygt på vores vej.
Men efter et lille grynt sendt af sted som en joke mod en af vildsvine grupperne, bliver en vild jagt indledt på os. Da vi alle er kommet sikkert ind i bussen igen, er der en bred enighed om, at natteoplevelserne er slut for denne gang.
En trekking tur
Khao Yai National Park har omkring 50 km. med trekking stier, hvor ruterne er inddelt efter forskellige sværhedsgrader. Stierne er forholdsvis nemme at følge – det er f.eks. ikke nødvendigt at have en kniv med under armen for at trænge igennem vegetationen.
I vores gruppe er folk op til 70 år og de klarer sig fint på den trekkingtur, vi har begivet os ud på – også selvom vi undervejs bevæger os op og ned af bjergsider, må balancere på træstammer over mindre floder og ud på store sten ved det smukke vandfald, vi besøger. Af og til får et medlem af vores gruppe en blodsuger på kroppen. Jeg er ikke sikker på at de taler sandt, når de siger, at det ikke gør ondt, for store blodpletter kan ses, når blodsugerne fjernes. Da jeg selv tager sko og strømper af efter endt trekkingtur finder jeg ud af, at 6 – 7 blodsugere har indhyllet min fod i blod uden at jeg har bemærket det og kan bekræfte at det ikke gør ondt.