Solskinsrejser

Koh Samui – strande for enhver

Koh Samuis smukke strande er det, som lokker de fleste rejsende til “kokos øen” – og ikke uberettiget er Koh Samui blevet en af Thailands mest populære badeferie destinationer. Hvad enten du er til “fest og fart over feltet” eller “det rolige skjulte strandparadis” byder Koh Samuis strande på massere af muligheder. Thailandguiden lægger med dette indlæg vejen forbi tre af Koh Samuis forskellige strande.

Lipa Noi Beach

Lipa Noi Beach ligger blot 10 – 15 minutters kørsel fra Koh Samuis hovedby Na Tron på Koh Samuis vestlige side og stranden er med sin afslappede atmosfære – for det meste uden badegæster – et godt eksempel på Koh Samuis mange “skjulte” strand perler.

Stranden er ret flot, omkring et par kilometer lang med næsten hvidt sand og ude i horisonten kan du spotte et par øer i det fjerne. Badeforholdene er desuden gode eftersom du på Lipa Noi stranden slipper for de døde stenkoraller, der ellers kan være et mindre problem på nogle af Koh Samuis andre strande.

Der findes en smule hoteller og restauranter langs stranden – uden at det ødelægger indtrykket af det “skjulte paradis” og i byen kan du da også få ordnet de vigtigste indkøb, mens du må belave dig på en tur til Na Tron, som ligger 4 – 5 km. væk hvis du har lidt større krav. Alt i alt et rigtigt godt valg for de rejsende, der ønsker sig en rolig strandferie væk fra folkemængderne.

Bo Phut Beach

Med Bo Phut Beach centrale beliggenhed på det nordlige Koh Samui kun 10 minutters kørsel fra lufthavnen og en direkte færge forbindelse til Haadrin (byen med de månedlige fuldmåne fester) på nabo øen Koh Phangan får Bo Phut et vedvarende “flow” af rejsende.

Alligevel har byen et autentisk præg af det oprindelige Koh Samui over sig med de mange velbevarede kinesiske teaktræ huse og et natteliv, der ikke levner plads til de lidt “tarvelige” beer-bars, som findes langs Koh Samuis mere turistede strande såsom Chaweng og Lamai. Bo Phut stranden kan derfor være et glimrende valg for børnefamilier.

Bo Phut har desuden et godt udvalg af butikker, der lokalt går under “Fishermans Market”. Her kan du købe de fleste “nødvendigheder” såsom T-shirts, nips og souvenirs, ja tilmed få skræddersyet et nyt jakkesæt. På markedet findes også en del charmerende restauranter – nogle som f.eks. Happy Elephant med udsigt ud til havets blå, andre med live musik og et par internationale såsom en italiensk og en meksikansk restaurant. Et par “pæne” barer for en hyggeøl inden sengetid kan du også sagtens finde frem til i byen.

Stranden er ganske fin, men med sit lidt mørke sand ikke helt så flot som strandene omme på Koh Samuis østside. Udsigten langs stranden til flere moderne resorts ødelægger desuden lidt “landsby stemningen”.

Mae Nam Beach

På det nordlige Koh Samui finder du også stranden Mae Nam Beach, hvilket absolut er et af de bedste strande, hvis du ønsker at opleve, hvilken “rus” de første backpacker dage på Koh Samui må have været. En smule eksklusive hoteller pryder langs stranden, men langt den overvejende del af overnatnings mulighederne er simple bungalows og lokalmiljøet er et sammenkog af små fine tøffende fiskebåde, friske unge mennesker og en gul sandet (meget lang) strand med en herlig udsigt til et bjerget terræn langs vandet.

Stemningen er afslappet og du slipper helt for de mange “fordele” som Koh Samuis mere besøgte strande repræsenterer såsom larmende vandscootere og højt musik ud til de små nattetimer.

Er du til fest og ballade for en stund er der ikke mere end 10 – 12 km. til Chaweng Beach – og Mae Nam Beach vil også være en god base for de månedlige fuldmåne fester på nabo øen Koh Phangan da der natten lang går små rutebåde frem og tilbage.

Langs hovedgaden i Mae Nam by findes de forretninger, der hører sig en thailandsk provinsby til – og kan du undvære Pizza Hut – vil du stort set kunne finde frem til alt, hvad du behøver for en flere dages badeferie. Et ganske udemærket lokal marked falder i højsæsonen sted på torsdage.