Solskinsrejser

Sådan laver du øhop ved Koh Samui

Koh Samui tiltrækker med rette rigtig mange naturelskende Thailands rejsende – du må dog ikke glemme, at der findes 60 store og små øer i Koh Samuis nærhed, hvis skønhed og charme absolut ikke bør underdrives. Har du en uge eller mere til din rådighed og samtidigt svært med at få tiden til at gå med blot en daseferie er ø – hop en perfekt måde at kombinere oplevelser med badeferie. Læs i dette indlæg hvordan du bærer dig af.

De fleste rejsende, som besøger Koh Samui, ankommer fra Surat Thani på fastlandet. Surat Thani har færgeafgange til både Koh Samui og naboøen Koh Phangan. En ekstra “gave” med øen Koh Tao kan du få ved at starte din rejse højere mod nord fra byen Chumphon og derfra lave ø – hop i sydlig retning mellem øerne Koh Tao, Koh Phangan og Koh Samui for at slutte turen af tilbage på fastlandet i byen Surat Thani. I vores rejsedagbog står Koh Tao opført som den af de tre øer, hvor du bør afsætte mest rejsetid.

Selvfølgelig kan turen også lade sig gøre i nordlig retning altså med start i Surat Thani og slutning i Chumphon, men fordelen ved at afslutte i Surat Thani er, at du finder en af Asiens største jungler Khao Sok næsten som “nabo” til byen, hvis du er blevet træt af strandlivet og desuden ligger flere af Thailands eventyrlige stand destinationer såsom Phuket og Krabi tættere på.

Fra Bangkok finder du både busser og tog til Chumphon og Surat Thani og du kan booke færgebilletter online med Ferry Samui.

Chumphon

Fra Chumphon er der p.t. to færgeafgange dagligt til Koh Tao. Ankommer du “for sent” til Chumphon er det nemt at finde overnatning i byen, da Chumphon er ret stor. Thailandguiden kan bl.a. anbefale Chumphon Cabana Resort på den flere kilometer lange flotte strand Thung Wua Lean Beach omtrent 20 minutter fra byen, hvis du har lyst til at starte din badeferie allerede i Chumphon. Herfra bliver der også arrangeret bl.a. dykker og snorkleture til de omkring liggende små klippeøer (både dykker og snorkling er dog bedre på Koh Tao).

Koh Tao

Med Koh Taos lidt “ensomme” beliggenhed næsten 2 timer fra fastlandet og 1½ time til naboøen Koh Phangan er øen en af områdets mindst udviklede og mindst turistede. Alligevel kan Koh Tao i højsæsonen fra december til marts hurtigt blive ret befolket for øens samlede areal er på kun 21 km2.

Mange anser Koh Tao som en af Thailands bedste muligheder for dykning og snorkling, hvilket er i sin fulde ret – vandet er krysstal klart og det kræver ikke mange meter fra kysten for at opleve et undervandsliv af fisk og koraller i alle farver. Selv om du blot snorkler vil du have stimer af fisk indenfor en armslængde – en vild uforglemmelig oplevelse!

Strandene på Koh Tao er gode – de fleste med helt hvidt sand. Den største by, Mae Haad, ligger på vestkysten og her er også øens eneste havn. Nærmest i gåafstand herfra Sairee Beach – øens længste og mest besøgte strand med en del resorts, flere restauranter og en smule barer, en 7 eleven butik, kreditkort automat, massagesteder og massere af muligheder for nips køb. Selvom det hele lyder ret moderne er mange bygninger holdt i simple trækonstruktioner – rigtigt hyggeligt!  Flere gode veje er de sidste år skudt op på Koh Tao, hvilket giver nem adgang til yderligere mere end to håndfulde smukke strande i det sydlige og langs østkysten. Helt anderledes roligt og mindst ligeså smukt vil det være, hvis du slår dig ned på en strand lidt væk fra Mae Haad som f.eks. den smukke Thian Og Bay på Koh Taos østside.

Koh Phangan

Med kun 12 km. – eller blot en halv times sejlads fra Koh Samui er Koh Phangan blevet lidt af Koh Samuis “forlængede arm” for oplevelser – og du vil da også hurtigt efter din ankomst mærke et mere international præg over Koh Phangan med flere banker, masser butikker, barer, restauranter og markeder i hovedbyen Thong Sala. Hovedparten af Koh Phangans 168 Km2 areal består dog stadig af primitive små landsbyer, jungler og bjerge, men øens smukke strande er for de fleste rejsende det primære mål.

Den mest populære strand er uden tvivl Haad Rin Beach, der faktisk er to strande – en lille vestlig og en lang østlig strand, der er en blanding af eksklusive hoteller og primitive bungalows. Den lange østlige strand er stranden der “huser” de månedlige fuldmåne fester. Men alt i alt findes næsten 30 forskellige strande på Koh Phangan – hvoraf ikke alle er tilgængelige via vejnettet, men vil kræve en taxabåd. Først nu er nogle af strandene i det nordlige ved at få slået deres første bungalows op. Så tag på eventyr, du vil helt sikkert blive belønnet rigeligt.

Koh Samui

Med egen lufthavn og blot en times flyvning til Bangkok er Koh Samui uden tvivl “moder øen”. Her finder du de mest eksklusive hoteller, spa bade og vilde attraktioner – samtidigt er Koh Samui også en ø hvor du sagtens kan finde din helt egen private strand. Se vores øverige indlæg om Koh Samui.

Surat Thani

Fra Surat Thani vil det være nemt at finde offentlig transport til resten af det sydlige Thailand eller tilbage i nordlig retning.