Solskinsrejser

Pattaya – introduktion

Næppe nogen anden by i Thailand er mere berygtet for sit vilde natteliv end Pattaya. Et rygte, du hurtigt vil finde ud af, er vel begrundet. Bar efter bar erstatter hinanden, med næsten kun hoteller og restauranter som afvigelser. På ryggen af en af byens mest sælgende T-shirts står “Good Guys Go To Heaven – Bad Guys Go To Pattaya” – et “slogan” som vel siger en hel del om byen.

Pattaya har ikke de store attraktioner at byde på – altså ud over at feste – så er fest ikke det, du har i tankerne, er din tid givet langt bedre ud ved at besøge en af Thailands andre destinationer – der er nok af smukke steder i Thailand at vælge imellem!

Lidt om Pattaya

Fra at være et idyllisk fiskerisamfund udviklede Pattaya sig i en mere festlig retning i Vietnam krigens skygge. Kun 20 minutters kørsel fra Pattaya blev en amerikansk base anlagt og det varede ikke længe før de amerikanske soldater fandt frem til de rolige strande ved Pattaya.

Udviklingen omkring Pattaya af nye områder, der kan laves om til endnu flere barer, hoteller og restauranter synes ingen ende at vil tage og år efter år bliver “det festende Pattaya” større og større. I skrivende stund har Pattayas nye borgmester dog lige bebudet at han vil rydde op i byen og tilføre økologiske landbrug og rene strande m.v. En opgave, der uden tvivl vil give ham  massere af “kam til sit hår”.

I Pattaya findes to hovedgader Beach Road og Second Road, mellem disse findes en masse små sidegader (på thai kaldet for soi). Nogle blot kendt for deres nummer – andre for deres lokalitet i gaden f.eks. Soi Post Office. Mellem disse to hovedgader finder du også indkøbscenteret “Royal Garden Plaza” med burger og pizza restauranter, tøjbutikker og museet “Ripley – Belive It Or Not”.

I den nordlige ende af Pattaya banker musik rytmerne altid højtlydt på “Walking Street” som er specielt populært, nok fordi at barerne ligger super koncentreret med omkring 2 – 300 barer, diskoteker og en smule restauranter. I den sydlige ende af Pattaya kan du købe alt mad, dit hjerte begærer, – selv rugbrød, i et par indkøbscentre med store kendte supermarkeder som f.eks. Carrefour.

Overnatning i Pattaya

Der findes mange overnatningsmuligheder i Pattaya i alle prisklasser – sågar flere steder med danske indehavere og hvis du savner den daglige rullepølsemad kan dette normalt også lade sig gøre. Priserne for værelserne i Pattaya starter fra omkring 50 kr.

Underholdningen i Pattaya

De fleste barer i Pattaya er meget lig hinanden. Der findes de åbne barer “beer – bars”, som man vel kan betragte som de “pæne” steder – her er ofte god musik, en køn pige at tale med – og med mindre man ligger op til at der skal forgå noget frækt er det bare stille og rolig hyggesnak. Go – Go barer har ofte op til 10 piger på et danse podie af gangen.

Disse kan du også tage en snak med hvis du køber dem en drink. En del af Pattaya er også tildelt med “underholdende” mænd, her er bar livet det samme – altså bare med mænd. I “Walking Street” dyster både thailændere og vestlige mænd i muay thai (thai boksning), kampe der ikke koster noget at se ud over, at du skal købe drikkelse.

Strande

Pattaya har en strand langs Beach Road. Den er ok – hvis du ellers har lyst til at bade i et næsten by miljø. Jomtien Beach ligger omtrent 10 minutters kørsel fra Pattaya og var før ret stille, men efterhånden er det også nærmest et by miljø. En times sejlads fra Pattaya ude i Siam Bugten hører øen Koh Larn hjemme.

Her er en del fine  strande, men også mange turister. Hvis du besøger strandene i området omkring Rayong på fastlandet vil du på en hverdag have strandene stort set for dig selv – i weekenderne tager mange familier fra Bangkok nemlig på tur.

Aktiviteter

I Pattaya finder du alle former for vandsport, store shows med “lady-men” og “Mini Siam” med små modeller af landets mest kendte bygninger. I “Underwater World” kan du få en god fornemmelse af livet under hav overfladen efterhånden som du bevæger dig gennem den ca. 100 meter lange gennemsigtige tunnel, hvor over 2500 fisk og andre havdyr er repræsenteret. Ellers er der både go-cart og golf baner og et lille flydende marked specielt lavet for turister.

Et underholdende elefant show finder du også lidt udenfor Pattaya. På Sukhumvit Road kan du besøge “The Pattaya Orphanage” hvor omkring 160 børn i alle aldre uden forældre hører hjemme. Børnehjemmet tager gerne mod bidrag, så tag gerne en æske småkager eller lignende med under armen, når du besøger dem.