Solskinsrejser

Phuket – introduktion

Phuket er Thailands største ø – på størrelse med vores hjemlige Bornholm. De mere end 17 eventyrlige sandstrande, en frodig natur og øens spændende historie, har på blot få årtier vendt “op og ned” på Phuket – fra et fattigt lokalsamfund til en af Thailands mest besøgte turistdestinationer. Både på godt og ondt, men under alle omstændigheder er Phuket et herligt sted at tilbringe ferien.

Phuket kan være ret turistet og nogle byer er rene turistmagneter, hvor du ikke kan gå mange meter hen af gaden uden kontast at blive forstyrret af sælgere eller høj barmusik. Andre byer kan endnu byde på behagelige afslappede strande uden det store antal af vestlige og små gadekøkkener, hvor du kan bestille en tallerken “Khao Pad” (stegte ris) hos den lokale “smørbrødsjomfru”.

Phuket by

Et par nætter i selve Phuket by kan vi her på thailandguiden varmt anbefale. Dels er Phuket by langt mindre turistet end de fleste strandbyer på øen og er faktisk ret charmerende. Den sino – portugisiske  arkitektur i de gamle bykvarterer røber Phukets tidligere status som handelsstation, hvor handlen med tin og senere de dyrebare gummisafter fra gummiplantagerne satte sit præg på bybilledet. Efterhånden, som du bevæger dig gennem de klassiske “5 feet walkway”, der var standarden foran de to etages forretningshuse, vil du finde, at mange af husene stadig er i forbløffende god stand.

Stå tidlige op og besøg det lokale fiske – og grønsagsmarked, hvor de travle husmødre allerede fra dagens første timer i forening med restaurantører gennemgår de daglige ritualer af vittigheder og smil for at få pruttet priserne helt i bund. Herefter kan du drysse rundt i byen og nyde godt af alle de forskellige kulturelle baggrunde som Phuket har i sin historiske bagage.

Patong Beach

Patong Beach store udbud af super moderne hoteller og restauranter, hvor alverdens smagsoplevelser kan afprøves, får rejsende til at flokkes om Patong Beach. Utallige små ølbarer og senere når mørket falder på og neon lysene bliver tændt også et livligt go-go bar- og diskoteksmiljø får Patong Beach ind som en sikker vinder når “festaberne” skal udvælge deres favoritstrand på Phuket.

I det aktive nattemiljø, som Patong Beach kan tilbyde, skal dog kalkuleres med en “hverdag”, hvor en sværm af sælgere konstant ønsker at berige dig med alt fra sivmåtter til en ny skræddersyet garderobe.

Karon Beach og Kata Beach

En langt mindre hektisk og mere afslappet atmosfære end Patong er Karon og Kata Beach, selvom de kun ligger 10 minutters kørsel fra Phukets turist Mekka. Karon og Kata Beach er næsten “groet” sammen og ligger indenfor gåafstand fra hinanden. I sidegaderne finder du et godt marked med frugt, grønt og billige (kopi)film, restauranter og små butikker, som kan være sjove at gå på opdagelse i når solskinstimerne på stranden bliver for lange.

På Kata Beach, er det desuden en populær sport at svømme ud til den nærliggende ø, Ko Pu, hvor der findes et fint farverigt koral rev.

Dit helt eget strand paradis på Phuket?

Nai Yang Beach ligger kun minutters kørsel fra lufthavnen på den nordlige del af Phuket. Med sine 9 km. lange fine sandstrand er Nai Yang Beach, Phukets længste strand. De rolige forhold her tiltrækker primært de lokale thailændere. På stranden findes et par resorts, så du kan godt slå dig ned her, hvis det er det stille strandliv som trækker.

Rawai området er et glimrende udgangspunkt, hvis du vil have indblik i den fortryllende verden, der findes under havoverfladen. Både snorkel og dykkeroplevelser i top klasse vil ud fra Rawai området være muligt til de omkring liggende små øer. Langs kysten i Rawai finder du både hoteller og ressorts.

Aktiviteter på Phuket

Kan du ikke få hele din ferie til at gå med at spille strandløve, sørger Phukets væld af aktiviteter for at du aldrig kommer til at kede dig. I Phuket køkkenskoler kan du blive oplært i alle de lækre thai retter. Ridning på elefant gennem junglen og en superb afslutning med udsigt over de smukke strande og øer ved Kata Noi Bay har gjort Kok Chang Safari Elephant Trekking til en af Phukets foretrukne aktiviteter for børnene.

Listen over aktiviteter på Phuket, er nærmest i det uendelige og rummer over så forskellige oplevelser som et stort show med dansende “lady men” i glimmer kjoler til elastikspring, orkidefarme, spabade og en zoologisk haven.

Dagsudflugter til Phang Nga

Små og store limstensbjerge skyder direkte flere meter op over havoverfladen og sceneriet er helt top fantastisk. Når der bliver sejlet helt tæt på klipperne kan du opleve hvordan de aflange stenformationer, som klipperne består af, nærmest ser ud til at dryppe ned ovenfra.

Vandet omkring klipperne er i forrygende blå og grønne farver og tilmed har nogle af klipperne små kridhvide eksotiske strande.

Yderligere guides til Phuket

Der er mange flotte strande og masser at lave på Phuket. På nedenstående links kan du læse endnu mere om Phuket.