Solskinsrejser

Gili-øerne

Øhop i Indonesien: 5 Gili-øer du skal kende

Du kender sikkert Bali, men har du hørt om Gili-øerne? Havet mellem Bali og Lombok bugner af små perler, hvor havskildpadder, søheste og fisk i alverdens pangfarver spiller op til et livligt show, mens livet over overfladen foregår i forunderlig slowmotion.

Er du lettere berejst i Indonesien, eller har nærstuderet landkortet over små øer i nærheden af Bali, har du uden tvivl stiftet bekendtskab med navnet ’Gili’. Når turister taler om ’Gili Islands’, taler de oftest om de tre små perler ud for Lomboks kyst, Gili Trawangan, Gili Air og Gili Meno, men de tre øer har altså ikke patent på ordet ’Gili’. Ordet betyder nemlig noget så enkelt som ’lille ø’, og det er lige netop det, de er. Og der er flere af dem…

Når du rejser til Gili-øerne, kan du glæde dig til at opleve en verden, hvor seværdighederne opleves under havoverfladen og hvor bare tæer i mange tilfælde udgør den korrekte dresscode. Læs med og bliv klogere på, hvilken Gili-type du er – eller læs mere om rejser til Gili-øerne her.

Find din rejse til Bali her

Gili Trawangan – når det både skal være smukt og sjovt

Ud for Lomboks nordøstlige kyst ligger tre små koraløer på stribe. Selv om Gili Trawangan er den ø, der ligger længst væk fra Lombok, er den også den mest besøgte og mest livlige af de tre. Med sine 800 indbyggere er der gode chancer for at opleve lokallivet, men det er måske alligevel turismen, der stjæler rampelyset. Øen er nemlig eftertragtet blandt unge backpackere såvel som familier og par – dem som søger en festlig ferie såvel som dem, der søger ro og afslapning i vandkanten.

Søger du aktiviteter på disse kanter, er det på med snorkelmaske og svømmefødder – og så er det ellers om at holde øjnene åbne for det bedårende marineliv, der åbenbarer sig under overfladen. Alternativt kan du padle rundt om øen i en kajak – eller leje en cykel, om end du undervejs vil blive udfordret af sandet, der har det med at indtage det meste af øen. Når sulten melder sig, kan du glæde dig over det fine udvalg af gode spisesteder, hvor af flere ovenikøbet tillader dig at nyde dagens fangst med fødderne solidt plantet i sandet.

Find din rejse til Bali her

Gili Meno – et romantisk eksil

Den mellemste ’Gili-søster’ hedder Gili Meno. Øen har alle dage været kendt som den smukkeste og mest romantiske af de tre, og der er som oftest masser af amoriner i luften på denne perle. Honeymooners og andre par søger hertil for at finde ro og romantik, og hvis blot de har husket at booke hotel, går de ikke forgæves. For her er helt aldeles bedårende smukt! Til gengæld er det småt med hoteller, så det kan varmt anbefales at planlægge romantikken.

Når du rejser til Gili Meno, kan du glæde dig over, at både havskildpadder og fisk i alle afskygninger har for vane at vise sig få meter fra vandkanten. Faktisk kan du opleve to forskellige typer af havskildpadder her, ligesom koralrevene ligger som en flot krans omkring det meste af øen.

Find din rejse til Bali her

Gili Air – det bedste af to verdener

Vil du både have romantik og sjov? Så skal du måske ikke længere væk end første ø fra Lombok, nemlig Gili Air. Også her er du sikret strandliv og snorkeloplevelser i verdensklasse tilføjet en god balance mellem det rolige strandliv, sjov og leben, der ikke larmer for meget.

Øen har en skøn evne til at byde alle velkomne med et bredt udvalg af små hoteller, pensionater og resorts samt et fint udvalg af spisesteder til hvert et temperament og hvert et budget.

Find din rejse til Bali her

Gili Asahan – øde ø-stemning

Er du firstmover inden for øhop, skal du måske overveje at sætte kursen mod Gili Asahan. En relativ ukendt ø ud for det sydvestlige Lombok, hvor du hverken finder store hoteller eller masseturisme. Her får du fornøjelsen af at være helt alene på stranden, gå på eventyr langs kyst og krat – og måske endda på en dagstur til en af de ubeboede omkringliggende øer.

Når du rejser til Gili Asahan, skal du ikke forvente den store fest. Til gengæld kan du glæde dig til at tjekke ind på et rustikt eco-resort og nyde en aften omkring bålet – og et marineliv bestående af bl.a. havskildpadder, søheste, hvirveldyr og fisk i pangfarver, som du kan opleve så godt som uforstyrret. Vil du opleve det lokale liv, kan du lægge vejen forbi den lokale landsby. Foretrækker du et lille eventyr, kan du besøge den nærliggende ø, Gili Goleng.

Gili Gede – den lille lokale

Her er endnu en newcomer, der ligesom Asahan er at finde i havet ud for Lomboks sydvestlige kyst. Her får du virkelig fornemmelsen af at være kommet på landet. Køer og geder græsser på markerne, og det landlige lokalliv fylder lidt mere på disse kanter – uden at det på nogen måde er overdøvende.

Nok er øen lokal og landlig, men dermed ikke sagt, at du ikke kan opleve feriestemning. Foruden flotte hvide strande, der lokker til ro, afslapning og daglige dukkerter, er der gode muligheder for at tage på bådture til omkringliggende øer, ligesom du kan dyrke forskellige former for vandaktiviteter, bl.a. kajaksejlads, stand-up paddling, snorkling og dykning. Kort og godt – et sted, hvor du får det indonesiske øliv helt tæt på!

Læs mere om Stjernegaards rejser til Bali og Gili-øerne

Hvornår er vejret bedst på Gili-øerne?

Vil du nyde strandlivet i tørvejr? Så kan det anbefales at rejse til Gili-øerne i løbet af det danske sommerhalvår, hvor nedbørsmængderne er mindst og havet er mest klart.

Hvad spiser man på Gili-øerne?

Er du fan af friskfanget fisk og andet godt fra havet, kan du glæde dig til en ferie på Gili-øerne, for oftest er det havguderne, der afgør, hvad der er på menuen. Rejser du til Gili Trawangan kan du vælge og vrage mellem alt godt fra hele verden, vegansk såvel som palæo. På Gili Meno og Gili Air kan du ligeledes forvente et godt, blandet udvalg af restauranter, mens det kulinariske udvalg på hhv. Gili Asahan og Gili Gede er noget mere lokalt. Én ting, du ikke skal forvente at finde på Gili-øerne, er svinekød, da befolkningen på øerne primært er muslimer.

Find din rejse til Bali her

Øhop i Indonesien: 5 Gili-øer du skal kende

Øhop i Indonesien: 5 Gili-øer du skal kende